|
|
| Jens Peter Kellermann |
Fabulerende og underfundig, klassisk skolet og eksperimenterende, pessimistisk
og løssluppen. Jens-Peter Kellermann er ikke nem at sætte på formel, skønt
man altid, med usvigelig sikkerhed, kan genkende en Kellermann-skulptur.
Hans figurer, ofte opstillet i tableauer, er først og fremmest rustikke og
humoristiske,hvilket dog ikke forhindrer dem i rumme alvorlige eksistentielle
pointer og finter. Rustikke, bl.a. fordi de er sammensat af forskellige
materialer. Den ædle bronze og den klassiske marmor får modspil af sort skiffer
og mere eller mindre bearbejdede træstykker. En teknik, der udover at spille på
modsætningerne mellem ”ædle” materialer og ting, der ser ud som om de er
fundet i en affaldscontainer, også giver et rigt og nuanceret farvespil og
mærkbare forskelle i stoflighed. Man får altid en uvilkårlig lyst til at røre
ved disse fabulerende figurer.
Det humoristiske kommer af Jens-Peter Kellermanns meget personlige brug af
mytologiske, kunsthistoriske og kulturhistoriske motiver. Ægyptiske sfinkser,
græske og nordiske gudinder, figurer fra den italienske Commedia dell´Arte,
pestoptog fra middelalderen og, for at blive i det danske, ”Ålesøstrene fra
kammerslusen” eller ”Moses fra Mandø” gengives med et glimt i øjet uden at
kunstneren på noget tidspunkt leger ironisk postmodernist.
Tværtimod er hele Jens-Peter Kellermanns oeuvre præget af en enorm respekt
for det skatkammer af motiver og oplevelser, der udgøres af vores kulturelle
og kunstneriske arv. Glimtet i øjet kommer, fordi han så at sige hiver
gudinderne ned på jorden. Gør dem menneskelige, på godt og ondt. Dog mest
på godt, for Jens-Peter Kellermann er ligesom Matisse en kunstner, for hvem
livet er et overflødighedshorn og en stadig inspiration til glæde.
Betragter man publikum i et rum med Kellermann-skulpturer, mærker man med
det samme, at glæden er gengældt. Mundvigene trækkes opad, pupillerne bliver
større og man kan endda se enkelte dunke hinanden i ryggen. Vi glæder os over
de smækre kvinder, den legende rytme og den rige variation af farver og
materialer. Vi morer os over den milde dekonstruktion af de alvorlige myter
ligesom vi morer os over et skuespil af Aristofanes, Molière og Holberg eller
en film af Hasse Alfredsson. Han rammer i sine skulpturer det arketypisk
menneskelige, forfængeligheden, indbildskheden, kærligheden og ømheden.
Jens-Peter Kellermann er en mild satiriker, en lærd humorist og en anarkistisk
formdyrker, men mest af alt er han dog noget så udansk som en fuldblods
epikuræer.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen
|
|
|
|
