Navigation
Forside
Kunstnere
Det sker
Frederiks Bastion
Allerslev Kloster
Tidligere udstillinger
Køb af kunst
Tilmeld dig nyhedsbrev
Kontakt os
Artikler
Om netgalleri.dk
Links

Jens-Peter Kellermann

Jens-Peter Kellermanns kunst tager udgangspunkt i det sete og består
hovedsageligt af dyre- og menneskefremstillinger, herunder portrætter.
I begyndelsen af 1980erne udførte Kellermann en række kubistisk
prægede abstraktioner over forskellige motiver. Det abstrakte udtryk
gik han væk fra, men det kubistiske islæt ses stadig hos Kellermann,
hvis arbejder kendetegnes af omhyggeligt modellerede former og
skarpt profilerede flader. Mange skulpturer har kvindekroppen som
udgangspunkt, men K. har også fremstillet monumenter, fra
bronzealderpigen fra Skrydstrup (1979) til den grønlandske politiker
Jørgen Olsen (1990). Endelig har Kellermann skabt mere frit fabulerende
værker, bl.a. den underfundige Himmelkikkeren fra 1993. I denne
skulptur, der pudsigt nok vender ansigtet nedad, har Kellermann
anvendt to materialer med vidt forskellige kvaliteter, nemlig træ
og bly. Sammenkoblingen af flere materialer i en skulptur går igen i
flere værker fra 1990erne. Her synes det naturalistiske udgangspunkt
i nogen grad at træde tilbage til fordel for K.s personlige fortolkning
af motivet, præget af både alvor og lune.

Fra Corners årlige udstilling på Charlottenborg, men også fra utallige
andre steder i Danmark kender man Jens-Peter Kellermanns skulpturer
– altid sammensat af forskellige materialer som bronze, træ og granit,
gådefulde, humoristiske, med underfundige referencer til antikke myter
og til kunsthistorien.

Jens-Peter Kellermann er født i 1952, uddannet på Det Kgl. Danske
Kunstakademi i årene 1973-82 og har udstillet adskillige steder rundt
om i Danmark inklusive den årlige Corner-udstilling på Charlottenborg.
Derudover er han underviser i Kunsthistorie på Danmarks Designskole
i København.

Læs artikel fra Kunstavisen:



Netgalleri.dk copyright © 2006 - 2010.